Brev fra Sisimiut

Farmakonom Jette Boassen fortæller: "Klar blå himmel i den lyse sommernat og stjerneklar himmel i den mørke vinternat." Det er nogle af de ting du kan opleve i Grønland, specielt nord for polarcirklen, hvor kontrasterne mellem lys og mørke i løbet af året bliver større jo længere nordpå man kommer. Sisimiut ligger lige nord for polarcirklen, så de lyse sommernætter kan udnyttes, samtidig med at der stadig er dagslys nok til ski- eller slædeture om vinteren.


Sisimiut er Grønlands næststørste by med ca. 6000 indbyggere + en del slædehunde. Den ligger i Qeqqata Kommune, som består af byerne Sisimiut og Maniitsoq, og deres i alt 6 bygder. Der er bl.a. skoler, børnehaver, diverse butikker, kulturhus med biograf og en lufthavn. Der er mulighed for at dyrke mange forskellige slags sport, og der er et stort aftenskole-program om vinteren. Om sommeren er det nemt at komme ud i naturen, hvor man kan vandre op i fjeldene eller bare sidde og nyde udsigten. Om vinteren starter skisporet næsten midt i byen, eller man kan vandre en tur på snescooter-sporet.


Sundhedsvæsenet i Sisimiut er samlet på sygehuset, på nær tandklinikken, som holder til på skolen. Sygehuset fungerer som lægeklinik for byens befolkning, men er samtidig et sygehus med plads til ca. 20 indlagte patienter. Der er normeret til 6 læger, hvoraf den ene mest er administrativ leder for regionens sygehuse (Sisimiut og Maniitsoq). Derudover er der tolke, sekretærer, sygeplejersker, sundhedsassistenter, fysioterapeut, bioanalytiker og andre faggrupper, som skal til for at få det hele til at fungere.


Byens apotek ligger også på sygehuset. Forskellen fra et dansk apotek er, at al medicin, som udleveres fra apoteket skal være lægeordineret, men så er det til gengæld gratis. Fødevarebutikkerne kan ansøge om tilladelse til salg af håndkøbsmedicin, hvor sortimentet er fastsat af Lægemiddelkomiteen i Grønland.


I Sisimiut er der normeret to farmakonomer, men i 2010 har der desværre kun været kortere perioder med to farmakonomer. Udover at udlevere lægeordineret medicin fra apoteket, har vi farmakonomer også andre funktioner på sygehuset. Vi sørger bl.a. for lagerstyring af medicin, udløbskontrol, eftersyn af skibskister, pakning af doseringsæsker, og forsendelser til bygder og alderdomshjem. Som lægemiddelansvarlig skal vi også sikrer at medicinen bliver behandlet på forsvarlig vis og f.eks. undervise nyt personale i vores måde at håndtere medicinen på. Siden august 2009 har farmakonomen i Sisimiut fået ansvaret for apoteket i Maniitsoq. Det betyder at den faste farmakonom besøger Maniitsoq ca. hver 6. uge for at sørge for ordentlig lagerstyring.


Der er nok at tage sig til, og det fungerer bedst, når begge stillinger er besat. Derfor håber jeg, der snart dukker nye ansøgere op til vores ledige stilling. Det optimale vil være en ansøger til en fast stilling, men et vikariat af minimum ½ års varighed kan også komme på tale.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar