Jeg var egentlig ikke vildt begejstret for at skulle arbejde på et apotek, der havde en sygehusdel også. Det var ikke noget, jeg fandt så interessant, da jeg under min uddannelse var i praktik på sygehusapotek. Jeg tænkte, at det ville være kedeligt, samt man ville være alene med mange opgaver ude på afdelingerne. Nu er jeg så startet, og har været her i lidt over en måned. Og det viser sig til min store tilfredsstillelse, at tingenes tilstand ikke er som forventet.
Der er masser af ting og opgaver at tage sig til, når man først er introduceret til dem, hvilket man hurtigt bliver. Dog er tempoet og stress-niveauet kun sjældent ligeså højt som i Danmark. For at citere Inge: ”Vi skal jo gerne kunne nå hvad vi skal, uden at få sved på panden”. Sådan er kulturen heroppe. Når ventetiderne er lange, så er der heller ingen klager. Folk tager sig den tid, det nu engang tager, og sidder gerne og venter fra lægeklinikken åbner og de har fået en tid kl.8, til vi åbner kl.9.30, hvis de skal have medicin.
Folk er også
meget hjælpsomme, og smider nærmest hvad de har i hænderne for at kunne hjælpe,
hvis man har et spørgsmål. Det er meget betryggende, og gør at man tør kaste
sig ud i nye opgaver med krum hals.
Opgaverne her er mere mangfoldige end jeg havde regnet med. Skibskister, kassebestillinger fra afdelingerne på hospitalet og bestillinger fra omkringliggende bygder er bl.a. nogle af de opgaver, der også påhviler apoteket, udover medicinservice på udvalgte afdelinger på hospitalet, skrankedelen, rådgivning og bestilling og vedligeholdelse af lageret og lagerstyringen, økonomi m.m.
Vi får lov at have næsen med i mange ting, selvom det normalt ikke nødvendigvis er noget vi skal tage os af, men det gir et godt overblik og et perspektiv, man kan bruge i hverdagen.

Det er en
speciel og prisværdig oplevelse at arbejde heroppe, og opleve forskellen…og
alligevel lighederne med det apoteksvæsen, vi kender hjemmefra. Tingene vil
synes meget mere besværlig end i Danmark, men man gør det på den bedst mulige
måde (og sommetider eneste mulige måde), man nu engang har ressourcer til
heroppe. Man vænner sig til tingenes tilstand, for til sidst måske endda at
synes, at det er en charme ved det grønlandske system. Jeg er for mit
vedkommende, godt på vej i den retning.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar