Meget er sket siden første indlæg: ikke så meget her på bloggen, hvor det kun er de små billedshows med de nordlige sygehuse, som er kommet på.
Jeg fandt ud af, at det ikke var så nemt endda med denne side. Det er ikke muligt at logge på i arbejdstiden og opdatere.
Min tanke var jo, at vi alle løbende kunne komme med indlæg og små dagligdagsoplevelser for at illustrere, hvad vi går og laver. Det skal så ske udenfor arbejdstid; jeg er derfor gået i tænkeboks og vil snakke med informationsmedarbejderen i departementet for at løse det.
På arbejdsfronten er der sket det, at begge farmaceuter i Nuuk har sagt op. Det har så også bevirket, at jeg ikke har så meget tid til at udvikle bloggen. Ærgerligt for det er netop i en ansøgersituation, det var smart at kunne henvise til hertil.
Dorthe (på billedet) måtte kaste håndklædet i ringen efter 4½ år heroppe pga. helbredet. Forhåbentlig hjælper det at komme til danske himmelstrøg. Og der var for Dorthe heldigvis et sygehusapotek, som kunne se hendes mange gode kvaliteter, så nu er hun at finde på Regionsapoteket i Århus.
Peter lod sig inspirere af Dorthe - eller syntes ikke det var lige hans ønskejob at være på Landsapoteket og slet ikke som den "gamle i gårde". Han sagde derfor op mindre end en uge efter Dorthe. Jeg og de øvrige ansatte i Nuuk følte os lidt ude på en glidebanen et par dage eller tre. Heldigvis er humøret generelt højt hos os, så vi kan se fremad og spændt venter på hvad der nu kommer til at ske.
Vi venter simpelthen spændt på, hvilke nye kollegaer der kommer og tager over.
Frem til 1. marts har vi vores energiske og gode vikar Stine, som bliver afløst i tre måneder af Sif fra 1. februar, så de har 1 måneds overlap. Derefter afventer vi at der er to farmaceuter, der har lyst til Landsapoteket og Grønland.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar